Alting var bedre i gamle dage: Herrerne var gentlemen, kvinderne var damer, alle havde manerer og dannelse og klasse. Stort set. For hvad skete der egentlig, hvis en højtæret bestyrelsesformand med et bilfirma i porteføljen blev gift med en natklubdanserinde med tvivlsom smag? Grimme ting, er svaret.
Bestyrelsesformanden var Sir Bernard Docker, og hans virksomhedskonglomerat hed Birmingham Small Arms Limited. Lige præcis, kendt for BSA-motorcyklerne, men også ejer af Daimler på dette tidspunkt. Det var i 1949, at han blev gaflet af Lady Docker. Man kan sige, at han burde have været klogere, for Lady Docker var en notorisk socialité, der allerede havde været gift to gange, begge gange med rigmænd fra de øverste cirkler i det britiske erhvervsliv. Der begge døde fra hende, i øvrigt. Dermed havde den tidligere Café de Paris-danserinde Norah Royce Turner gjort det godt.
Lady Docker, født Norah Royce Turner. Fotoet her er fra 1958, efter at hun blev forvist fra Monaco og hele Rivieraen.
Sir Docker selv var født ind i rigmandslivet og havde tidligere været gift med en skuespillerinde, hvilket hans forældre (hvorfra han formue stammede efter helt traditionel opskrift) fik forpurret. Og inden nogen springer til konklusioner om, at Sir Dockers ringe dømmekraft også var årsag til BSAs konkurs: Det kan det næppe have været, for han blev afsat som formand i 1956. På daværende tidspunkt var hans og Lady Dockers livsstil eskaleret udover det blot dekadente, og de havde siden 1952 været forbudt adgang til Monacos Casino efter at Lady Docker havde slået en tjener. Mens BSA ikke var glade for pressens opmærksomhed (som særligt lady Docker opsøgte meget aktivt), så var det egentlige problem tilsyneladende nærmere, at Sir Docker ikke havde helt styr på opdelingen mellem firmaets penge og hans private penge.
I 1953 stod Lady Docker bag denne bil, komplet med slangeskindsinteriør og -tilbehør…
Det kunne dog også være noget helt tredie, for Lady Docker havde meget tidligt besluttet sig for, at Daimler bestemt kunne bruge noget af den glamour, som hun forstod sig på. Hun blev i 1950 direktør i Hooper, som også var ejet af BSA, og dér fik hun bygget en række udstillingsbiler, som gav anledning til overskriften. På den første var ikke bare al chrom erstattet af guld, den var også dækket af 7000 guldstjerner. Stilen var, øhm, tvivlsom.
Men jeg må indrømme, at jeg egentlig godt kan lide “Silver Flash” fra 1953, i hvert fald på de sort/hvide billeder herover og under. Indvendigt havde den slangeskind, og det skulle nok ses i virkeligheden. “Stardust” fra året efter var kongeblå og dækket af stjerner, og nu var der krokodilleskind at finde i interiøret. Det er heller ikke uinteressant.
…og faktisk er formen da heller ikke ueffen. Ekstravagant, men ikke uden evner.
Den eneste af hendes biler jeg har set i virkeligheden er hendes sidste: “Golden Zebra” fra 1955, den afstumpede Daimler DK400 Coupé, hvor hun vendte tilbage til guldtemaet. Det er desværre også den værste af dem, og ingen af hendes biler lever mere op til mottoet “vulgær og overdesignet”. Den blev bygget til Londons Motor Show, og siges at have kostet otte gange mere end den ordinære Daimler Conquest. Guld-tilnavnet giver sig selv, for det ædle metal erstattede chrom i samtlige detaljer ude og inde, zebraerne var sprættet op til sæderne fordi Lady Docker skulle have sagt, at “mink var for varmt at sidde på”. Nåja, og så var instrumentbordet af elfenben. Teknikken var standard med seks cylindre og fire liters slagvolumen, og bilen kunne skam køre: I 1956 tog de den til prins Rainier og Grace Kellys bryllup i Monaco, elruder, soltag, radio, barskab og sminkekuffert inkluderet. Selv et par klapstole med zebraskind var der tænkt på.
Denne her, derimod – svanesangen fra 1955: “Golden Zebra”, her i en vinkel og lyssætning, hvor den ikke er frastødende…
I dag står den på Louwman Museum i Holland. Og jeg var chokeret da jeg så den: Køn er den ikke. Smagløs i tilgift. Afsindigt dyr også. Og i det almindelige Storbritannien var der stadig rationering på benzin og andre gode sager. Mens Lady Dockers yndlingsdrik var lyserød champagne. Det siges dog, at hun ikke var snobbet: I 1954 havde hun inviteret en flok kulminearbejdere på champagneparty på Sir Dockers 212 fod lange luksusyacht Shemara og danset for dem, og det er da sympatisk. Men god smag havde hun altså ikke. Da hun og manden var blevet smidt ud af Daimler bestilte hun i øvrigt fluks en Bentley Continental hos ærkerivalen Rolls Royce – men det var nu nok bare i trods.
Jeg kom til at tænke på denne Daimler efter at Søren W kaldte gårsdagens TVR Cerbera for overdesignet og vulgær. Men sammenlignet med Golden Zebra virker enhver TVR jo faktisk stilsikker som klassisk gentlemantweed, ikke sandt?
…virker i sin blanding af barnlig naivitet og ekcentrisk dekadence nærmest fortvivlende og forstyrret.
Jeg bøjer mig i støvet Claus. Dette ER vulgært. Tænk hvor må sådan en ekvilibristisk Millionær-æder have kedet sig, når hun så overdrevet og gennemført spolerede de ellers solide Daimler biler. Kan du krydre fortællingen med afslutningen på det celebre pars endeligt?
Grusomt.Ganske enkelt grusomt.
Ja, Søren – jeg undlod det egentligt, fordi afslutningen er langt mindre spektakulær: Efter fyringerne fra Daimler fortsatte de eskapaderne, men pengene blev jo mindre og i midten og slutningen af tresserne begyndte de at sælge ud af deres herregårde (også smagløst dekoreret i halvtredserne…), yachten Shemara (til salg for 600.000£, solgt for det halve – den findes stadig, i øvrigt, og er en pragtfuld yacht), og endte i skatteeksil på en af de små britiske øer. Sir Docker døde først, og Lady Docker flyttede til London hvor hun drak lyserød champagne til det sidste.
Bilerne tilhørte jo Daimler, så dem måtte hun levere tilbage allerede i 1958. Daimler byggede efter sigende nogle af dem tilbage til standard og solgte dem som almindelige biler.
Lady Docker var efter sigende forundret over fyringen, fordi hendes mand jo arbejdede så hårdt for Daimler: Han havde en direkte linie fra yachten til fabrikken!
Viser blot, hvor vigtig en sund, alsidig, moden, indsigtsfuld og håndværkskvalitets vidende kunst- og kulturopdragende opvækst er!
Hendes stil går jo rent ind i diverse ganster-miljø’er!
Dette understreger blot yderligere, hvor vigtigt det er, at vi fodrer de kommende generationer med gode og sunde designpræferencer og, ikke mindst, evnen til kritisk stillingtagen (det sidste er desværre ofte ganske manglende inden for en del (primært 1945 frem) kunst… !!!).
#4
Og det jeg egentlig ville henvise til, er selvfølgelig i relation til bil-verdenen.
Klassiske biler, især!
Men vi skal også holde hjulene i gang, så måske vi skulle forgylde emblemerne på vore klassikere i år, bare for at vise sympati for Dockers ihærdighed..?
Super historie, penge køber bestemt ikke smag. Det er faktisk mit indtryk at denne tendens er eskaleret ganske meget. Gå blot en tur forbi Harrods i London, så kan man ikke undgå og se extravagancen.
New Money-segmentet har sjældent smag/stil
Sikke noget … :-)
Men der er nu også grænser for min forargelse … jeg tilstår at jeg såmænd selv engang har undersøgt muligheden for at få kromdele “forgyldt” . Dog ikke med guld – men forkobring eller hvad det var, men det blev alligevel for dyrt og kompliceret, syntes jeg, og der var et problem med udstødninger m.m..
Ikke bare for at være anderledes, men fordi jeg oprigtigt synes “Guld” står bedre til især dyb rød, men også sort (som f.eks. JPS Lotus, vi lige har været omkring). Krom står nu også godt til blank sort, – men hvorfor lige holde så krampagtigt fast i – at kun krom (sølv-effekt) dur – bortset fra når det er lakeret, som f.eks guldbronze fælge m.m..
Og om man skifter den ægte læder ud med zebra eller krokodille … LOL!
Jo – det virker da umiddelbart lidt vulgært og overdesignet, … men da vi jo ofte kan læse, – hvor vigtigt det er for nogle (også her) – BARE at være anderledes, for at være anderledes …. så er tanken måske slet ikke så fjern, – at det kunne gribe om sig, og selv slange og zebra måske blandt nogle, en dag også kunne ende som “for meget mainstream” – og helt alm. KO … :-O “Gulp” … – direkte dårlig smag og kun for såkaldte “Lemming’er” …. :-)
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at man nøjagtigt samtidig – hvis man var æstetiker og havde smag samt en høj indkomst – kunne anskaffe sig en DS19.
Men dårlig smag kender ingen øvre grænse eller nedre barre – se bare på, hvilke rædsler til nyrige kinesere og russere (og fodboldstjerner) Bentley bygger idag. Man kan mene, at de mennesker, denne Daimler blev bygget til, har overtaget verden idag – hvordan det end kunne ske…
http://www.autoblog.com/2010/10/06/fenice-milanos-rolls-royce-ghost-diva-makes-mansory-look-tast/
Iøvrigt må jeg opponere mod tendensen til at definere ‘den gode smag’. Det er et tyrrani, med en flydende dagsorden, som tilbageviser alt hvad der falder ved siden af øjeblikkets accepterede standard som værende dårlig smag og dermed underlødigt.
Ja, eller også er det et angreb på den dårlige smags tyranni. Og den laveste fællesnævners tyranni. Og det fladpandede og letkøbtes tyranni. Og bling bling og hurtige penge og livet i overhalingsbanens tyranni. Stein Bagger-typernes tyranni. De højreorienterede levebrødspolitikeres tyranni, der forherliger ovenstående, ja liogefrem endda lever af det.
Man bør bekæmpe den slags tyrannier med dets egne midler.
Men når PH-lampen, Piet Hein bordet og syverstolen er den eneste rigtige model at leve sit liv efter, efterlades der meget lidt rum til udvikling, eksperimenter og fritænkning. Indrømmet, har udviklingen på 45 år bevæget sig fra syveren til Y-stolen og i nogle hipster-hjem til reproduktioner af Eames, men det er ufatteligt små skridt. Når jeg rejser mig fra min plads og kigger på bilparken på parkeringspladsen er det en ørkenvandring af gråt. Jeg forventer ikke at se Lady Docker i sin Daimler kjole (Google) men det var dog rart med lidt mere albuerum i rigtighedens spændetrøje…
Docker var naturligvis bare en eksponent for excessivt overforbrug, ligesom mange raketspekulanter i ejendomsbranchen (som heldigvis er forsvundet igen sammen med deres uansvarlige banker) og derfor ER specielt Zebrabilen en rædsel.
Den gode smag er ikke, at der kun er én PH-lampe, en type ligusterhæk og én AUDI…
Det er jo det problem, vi slås med i DK generelt !
De som måtte mene, at udelukkende ligusterhække i strømlinet ens parcelhuskvarterer, eller endeløse ensartede rækkehuse er topmålet af god smag, har bare ikke fået tilstrækkelige mængder varieret kulturføde gennem sin opvækst, og er formentlig lavere dannelsesmæssigt stade.
Gode pointer Kroehl.
Man må formode at der virkelig er orden i egne rækker, med nogle af de udmeldinger der kommer her.
Jamen, den gamle Donald Healey kunne da også. I 1958 udstilles en hvid 100/6 i Earls Court. Den har lige været en tur igennem PR-afdelingen, og dukker så op med alle kromdele i Guld. Selv de enkelte eger i trådhjulene har været ude – og er blevet forgyldt. Interiøret er i gedeskind og mink. Det traditionelle sorte Healeyrat er erstattet af et elfenbensfarvet rat. Naturligvis også med forgyldte kromringe. Den siges, at have overrasket offentligheden. Blev naturligvis solgt til en velhavende forretningsmand, der gav den til sin kone, hvorefter den blev fløjet til Schweiz, hvor den tjente hende vel i skiferierne.
Bare lige nævnt, så Lady Docker ikke skal føle sig alene i verden.
Men det hjælper da altid at relativere: ‘
A: – “Gosh, hvor er sådan en TVR dog vulgær”
B: – “Ja, men så skulle du bare se Elvis’ Stutz Blackhawk”
A: – “nå, ja. Så kan jeg godt se, at TVR’en slet ikke er så slem.”
C: – “Sådan en Blackhawk er da ikke specielt vulgær, så skulle i bare se Lady Docker’s Daimler.”
Jaguar kunne da også lidt bling bling ved lanceringen af E-typen i USA:
http://img.infocoches.com/img/jaguar/1961-E-Type-Period-Photos/jaguar_1961-E-Type-Period-Photos-003_2.jpg
I smagens tjeneste: Længe leve kakkelborde,bodegaer og biler…
Hjælp jeg er åndeligt retarderet og mange af mine venner vil skrive under på at jeg har dannelsesmæssige svigt. Jeg bor nemlig i en endeløs række af kedelige hvide rækkehuse, har en del PH lampeværk og gud hjælpe mig også sorte myrestole og sikkert også meget andet designerværk med prædikatet den gode stil.
Men det er vel ikke min skyld at rækkehuset er en god pladsbesparende opfindelse med mange kvaliteter, at PH lamper er skulpturelle tidsløse lyspunkter og at en myrestol stadig er verdens flotteste spisestuestol, jeg skaffede mig tingene for 30 år siden og det virker sgu stadigt som de rigtige valg.
Bevares jeg har en del bekendte der render rundt og bruger en masse penge på at bygge smarte nye huse, købe de nyeste hippe møbler og lamper og indrette sig i tidens trend. Dem om det, nogen køber noget man er glad for hele livet og andre bekender sig til produkt swingeri, der er plads til begge typer her på kloden, heldigvis.
Og sådan er det vil også med klassiske biler. der er dem der køber for livet, dem der skifter inden de får købt plader til bilen og så dem der aldrig får taget sig sammen til et køb eller hellere vil sidde i syveren ved ellipsen i lyset fra koglen.
Jeg synes det er helt fint at vi vogter over den gode smag, sålænge vi husker at smag er individuel.
“Bevares jeg har en del bekendte der render rundt og bruger en masse penge på at bygge smarte nye huse, købe de nyeste hippe møbler og lamper og indrette sig i tidens trend. ”
Citat Lars D.
Jah, det kan så være at de også i dag bygger nye hvide rækkehuse, fylder huset med Arne-drengens laminerede og polystyren rædsler for ryg og rø*, Piet Heins formel-bord og P.H.´s lamper, der gir´ lige så godt lys som et fyrfadslys i stormvejr…
“Der er kun én god smag – og den er dårlig!” (PH)
Jeg skal ikke kloge mig i hvad der er god smag.
Men jeg kan kende dårlig smag og dårlige menneskers dårlige værk når jeg ser det.
Siddet og kigget på indlæggets hovedbillede. Det af instrumentpanelet.
Det ligner en skuffer, der er trukket ud…, fyldt med cocktailglas ???
A pos pro – har lige slugt en DR2-udsendelse råt, hvor man er på besøg hos Rolls Royces flymaskinefabrik i Derby, hvor en masse britiske briter bygger britiske og overlegne konstrukter.
O, havde personvognsdivision blot været sådan også – og ikke overladt til penge-ål, der overgav dette ædle mærke til den dårlige smag
#24 En skuffer… LOL!
Hellere en fluffer end en skuffer
Det er ikke cocktailglas, men cremer – i små glas. Ansigtscremer og den slags. Ikke at der manglede cocktailglas i Golden Zebra, de var bare omme bagi…
Peter Plys, den der tanke er ret god, det må jeg sige. Gad vide om jeg kan sove i aften ovenpå den.
Al den snak om smag er ikke nem. For man kan vel ikke sige, at Golden Zebra er udtryk for “den laveste fællesnævner”, vel? Men skrækkelig er den alligevel.
Mange fine kommentarer, men helt personligt vil jeg &#¤”% på hvad andre mener om biler.
Jeg er forelsket i zebraen!!
Bad taste or not, ville jeg elske at rulle rundt i det ganske danske land i den sag der :-)
Ligesom penge ikke kan købe patina, som Søren så rigtigt siger, så kan penge heller ikke købe smag. Smag er et kulturelt anliggende. Smag er en kulturel kapital, ligesom penge er en økonomisk kapital, og de to ting hænger ikke nødvendigvis sammen. Smag er hierarkisk organiseret, skaber forskel, som penge også gør. Det er noget nogen har mere af end andre – ligesom med penge. Tag f.eks. bare en rockerkultur, så er der nogen, der ved bedre end andre, hvordan man klæder sig rigtigt, opfører sig rigtigt og vælger den rigtige kværn med de helt rigtige accessories. Og sådan er det i alle kulturer. Så når Lady Docker slår til en tjener, er der straks nogen, der hæver øjenbrynene i Casino kulturen, og påpeger hendes dårlige smag. Det hun har gjort, er at forbryde sig med reglerne for den kultur hun bevæger sig rundt i. Hvis en rocker gør det samme, ville andre rockere næppe vis mishag. Derfor er det vulgære, som Claus skriver ovenfor: noget overdesignet. Det, der er for meget af. Det, der befinder sig de forkerte steder og i den forkerte sammenhæng. Alt det, der forbryder sig mod reglerne for kulturen.
Jeg er kultur-bryder….
Ja, smag er forskellig… som Vincenzo sikkert ville sige; vi er ikke alle ens. Jeg har bred smag.
Til nye læsere. Nu kan det være at jeg fremstår som en forsmået skoledreng… igen – , og som værende misundelig på alle disse elskere af danske møbel-klassikere.
Ja, i mine øjne fremstår Arne Jacobsen bare a la Zagato design skole. Jeg er mere til Børge. Han var mere kantet og kunne drikke.
Jeg har en lille erkendelse, biler siger mig intet i forhold til f.eks. stole og lamper – jeg er godt nok mærkelig.
Jeg er stole-fetichist (også lidt bord-fetichist) og ved ikke hvor mange jeg har. De fleste er gemt væk. Når Lars D. siger han hellere vil sidde i en bestemt stol, forstår jeg ham ikke af den grund at den har jeg 16 af og kan umiddelbart sammenligne den med en anden designer, jeg har en del flere stole af…opgivet at tælle – joh jeg har mange!
Jeg har samlet før det blev ”trendy” og kostbart. Noget er container-fund i firserne. Folk gjorde nar af min forkærlighed for dansk Wegner håndværk når jeg gik i selvsving over et kopstykke. De kaldte det gammel lort – og det er ok for mig, smag kan ikke diskuteres.
Og at PH´s lamper ikke har den bedste effekt, det synes jeg simpelthen fordi jeg har en samling af PH med antikverede spørgsmålstegn, alt i kroner, enkeltlamper lige fra Tivoli-lamper til den svungne Piano-lampe. Den regner jeg i øvrigt med at bytte på et tidspunkt for en Porsche….japanerne er tossede. Mine PH lamper lyser ad helvede til.
Eneste minus er bare at lortet er blevet så kostbart nu at jeg har måtte skille lamperne ad(kronerne er svære at skille ad – men en vinkelsliber hjælper) og låse dem i bankbokse. En besynderlig nydelse af design – jeg kan simpelthen ikke ha´ lortet i fred. Sådan var det ikke for tredive år siden. Lidt analog til diskussionen forleden om en pris bobbel på bil-klassikere
Jeg ved i øvrigt at Mads H. har haft et forhold til Pelikanen (Juhl) og det forhold kostede ham. Det kan han selv nævne….han vil sikkert gøre det op i Citroen(er). Havde han nu bare haft god smag ;-)
Iøvrigt synes jeg selv at et af de bedste indlæg på en anden tråd er skrevet af en kommentator ved navn Kroehl – her snakkede vi om design/smag/historie, også i relation til møbler.
Til de personer, der engang kaldte min samlermani for gammel lort (det kan så også i dag være retro-biler) og i dag for ypperligt – jah, i har udviklet jer ;-) , men i er godt nok tossede, når i hopper på lemminge-galajen og priser det i dag. Kejserens nye klær´
Næh, må jeg så be´ om bodega og kakkelborde – smag følger ikke pengene…
Nåh jah, vi skal ha´ biler med. Jeg mindes en Rally-Monte Carlo kører. Hun var kvinde og havde sit levende kæledyr med i bilen…jeg husker dyret som en gepard.
Og Claus, jeg er ikke så meget for døde dyr…
Jeg er Plys…
Kenneth, den blev solgt (til Louwman eller en anden?) i vistnok 2006, så det må være muligt at sætte pris på den dårlige smag: Det var på auktion.
Pryds: Fantastisk fin forklaring på begrebet, mange tak!
Til orientering (tjek #31)kostede dårlig smag i året 2002 kr. 340.000,00 + salær…pr. stk.
#32 – @ Claus – ha ha, så er der jo nogen der sætter pris på den dårlige smag! That was a nice vending. ;-)
Aften igen…Alting var bedre i gamle dage… ;-)
Det jeg sigter til længere oppe omkring Kroehls kommentar kom frem i denne tråd omkring #89 og efterfølgende. Det var en diskussion om form og funktion. Rigtig langhåret var det dengang.
Dengang tangenter kun gå rigtig amok .http://www.motorretro.com/2012/04/historier-i-lange-baner/
Pudsigt, det var også her at Søren SpectraMoto og Claus MotorRetro mødtes, de blev senere til Via Retro, men det er en anden historie..
God aften
# 31 Plys: “Arne Jacobsen bare a la Zagato “.
Tak, nu forstår jeg endelig hvorfor jeg holder af Arne Jacobsen design.
Smag og behag…
Jeg er mere til behag; det som behager mig!
Hvilken smag, det rører mig absolut intet.
Det kan være kampskabende, at være ud af gammel tung famillie, når man befinder sig bedst, som det sorte får på andre marker, end de skel-lagte, velfriserede enge :-)
Ofre penge på møblement i stuen, eller i bilen?
Bilen vinder !!!
Men ikke i Zebra, eller anden pels, men i glatte huder fra andre køddyr.
Jeg spiser med glæde døde dyr. Også hest :-)
Kræsenhed er også mangel på kultur/opdragelse!
Og hellere egeplanker end kakler, hellere mine egne malerier, end noget fra Cobra-slænget.
Rummet er mit og mig og den nødvendige sjæl i det, skabt af egne hænder!
Det kræver dog en hvis kulturel modenhed…
Men for den forandringsparate er der altid nye veje, at modnes ad.
Pryds rammer rigtigt, som var det et højskoleforedrag (ikke negativt ment).
God aften til jer alle.
Vi skrives ved…
Jamen det er så godt for dig Ole ;-)
Jamen Børge var folkelig (F.D.B.) og kunne selv – også drikke, han havde ikke behov for den store hær af folk bag sig…Zagato-skolen.
Jeg holder da også lidt af Arne drengen, meeeen mere af andre, når det gælder stole. Taler vi huse derimod så er Arne drengen ikke helt tabt bag en vogn…., det var Børge iøvrigt heller ikke… neej nu stopper jeg.
Og så kom jeg på noget…
“Kritisk kunne man spørge om ikke massernes higen efter de ting man KAN købe forhindrede dem i at udvikle de talenter og relationer, som er nødvendige for at opnå de immaterielle ting man IKKE kan købe. Er forbrugere får?”
Jeg synes sgu´det er godt skrevet. Og det er skrevet tidligere af…. Kroehl.
God aften
#37 Ib Erik
Din smag behager mig…jeg er selvbygger.
Jo, så er det på tide at genopfriske: “Alle klassikere er bedre end ingen klassiker”, var det ikke sådan Claus skrev?
Joh, da…definer lige klassiker tak!
Og så var der et kendt citat fra Claes….kom med det Claes…hvordan var det nu?
Noget i stil med at alt var nu alligevel OK…..
kulturen følger ikke pengene
niels
God aften Niels.
Tak for CD´en . og billederne. Jeg var jo ikke hjemme da du kom forbi . Apropos smag og behag. Jeg kan godt li´ nummeret med Sanne. Hun var en god jazz´er som teenager.
# 41: Hvis du synes det er en klassiker, så er det en klassiker.
Connoisseur, din vending er en glimrende omskrivning af Claes’ talemåde (frit efter hukommelsen), og der hvor diskussioner om modifikationer og andre ting nu er endt flere gange: “Hvis du selv synes det er fedt, så er det fedt”: Selv dén må dog tilføjes “for dig”.
Men “Hvis du synes det er en klassiker, så er det en klassiker.” er dog ALT, ALT for vidtgående.
Nudansk ordbog har flere definitioner på en klassiker, de to mest relevante på denne side er flg.:
“kunstnerisk eller håndværksmæssig frembringelse der regnes for at være af høj og varig kvalitet eller for at være en typisk repræsentant for en bestemt genre eller stilart”.
“brugs- eller beklædningsgenstand i et enkelt og elegant design, upåvirket af modens omskiftelighed”
Sådan opfatter jeg det også selv – en klassiker er noget der er uomgængeligt, når man diskuterer hvad der karakteriserer en bestemt periode. Men i lighed med andre ord er også klassiker underlagt det levende sprogs forandringer. I dag ser mange “en bjørnetjeneste” som noget positivt, og hvis man ringer “knap tolv” menes der lidt over tolv. Således også med klassiker: I dag betyder der bare noget gammelt. Det går verden ikke under af, men vi mister noget præcision i vores kommunikation – sagde den sure gamle mand
Nåh så er klassikere også udtryk for smag..
“I have a dream”…”Houston we have a problem… E= mc2 ….udtryk for mere immaterielle klassikere.
Nåh Claus har nok noget liggende i ærmet omkring klassiker-definitionen.
Ha´en god dag
Jeg bed nu mere mærke i den der med “..upåvirket af modens omskiftelighed”. Hertil kunne man regne VW Käfer, om den er god smag ved jeg ikke.
Også god dag til dig :-)
Jeg fangede den …og tænkte selv;” jah, jeg har altid samlet på gammelt lort…. ifølge moden ;-)
Takker for god dag.
Jeg fik lige et link fra en læser om en lignende bil, som kommer til salg i maj på en auktion i Houston: Austin Healey “Goldie”. Det er sandelig den samme bil, som Pryds omtalte i kommentar nummer 17.
Læs mere her: http://blog.hemmings.com/index.php/2013/03/06/goldie-going-gone-one-off-austin-healey-show-car-offered-at-worldwide/?refer=news
Jeg kan godt lide detaljen om, at den sprøjtede champagne ud af spinklerdyserne, da den blev vist på Earls Court i 1958…