Værkstedet hænger uløseligt sammen med den klassiske bil. Fem af årets måneder foregår vores klassikerliv her, i mere eller mindre ydmyge faciliteter eller i større fællesværksteder. I dag besøger vi et meget seriøst af slagsen.
Ved opkørslen ad den lange grusvej nordvest for København ligner det en helt normal husmandsgård fra starten af det forrige århundrede. Og porten til værkstedet er alt andet end imposant. Men så snart man er trådt indenfor bliver man helt anderledes påvirket – med ét er stemningen totalt forandret. Øjnene flakker fra side til side i et forsøg på at finde et punkt at fokusere på. I loftet sidder højttalere, som spreder musik fra da mor var dreng. Næsten overalt hænger der værktøj – hvor der ikke gør står der kasser. Hundredevis af små og store kasser i reoler. Min første tanke er kaos. Men efterhånden som man får styr på alle indtrykkene ser man at der er intet kaos, derimod pinlig orden. Det minder om et besøg i en ubåd – fornemmelse af ordnet kaos, og at intet i virkeligheden er tilfældigt.
Midt på gulvet står en Morgan – det vil sige noget af en Morgan. To meter derfra står en meget stor mand med en meget stor hammer. Han hedder Michael og hans utrolige værksted er det. “Som du ser, er jeg gået i gang med Morgan’en – jeg er ved at beklæde læskuret med tyndplade” – det kalder Michael den del af karrosseriet på en Morgan, hvori sæder, bagende og døre er monteret. “Læskuret”. “Resten af bilen står henne i hjørnet”. Og ganske rigtigt står dér en chassisramme med hele fronten, bagtøj og de karakteristiske lange skærme, som løber fra forhjulene og næsten helt til bagenden af bilen. Det er nemt at se, at det er en Morgan, også uden læskuret.
Faktisk står Morgan’en nederst i en lift, og ovenfor hænger en bil med presenning på. Undersiden af den (der hurtigt bliver identificeret som en Mercedes Pagode) er intet mindre end et fantastisk syn. Bilen ser fuldstændig fabriksny ud. Det er den ikke. Blot undergået en renovering af Michael. En hysterisk renovering. Det er en af hans egne biler, mens Morgan’en er en kundes bil. Briten skal snart tilbage til ejeren, der så selv skal samle bilen. Men “professionel” vil Michael ikke kaldes. Mest fordi det ikke er hans eneste beskæftigelse. Når det gælder biler er han ekstremt selektiv med de ting, han vil arbejde med. Han har netop overstået en gigantisk opgave med at få en De Tomaso Pantera bygget færdig – en opgave på flere hundrede timers opretning, produktion af skærme, tag og bærende profiler i karrosseriet. Den er nu hos maleren, og den bil kan jeg godt love en artikel om her på viaRETRO senere.
Mens Michael arbejder på Morgan’en, lister jeg rundt og fotograferer. Man ser tydeligt, at her arbejder en mand med udpræget behov for optimering. Alle steder har han bygget sindrige konstruktioner til opbevaring af værktøj, og hele tiden med øje for optimale arbejdsprocesser. Derimod er der ingen automobillia og emaljeskilte fra en svunden tid – der er simpelthen ikke plads på væggene. Jeg tæller syv forskellige svejseapparater! Hele tre CO2 anlæg, der alle er af samme størrelse, så jeg ser undrende på ham: “Åh ja, det da mange. Men jeg orker ikke skifte tråd hele tiden, så derfor er de med forskellige tykkelser tråd” – svarer Michael i et toneleje, der gør det nemt for mig at forstå, at det jo er indlysende.
Jeg har selv et godt ekviperet værksted og er vant til at færdes i sådanne omgivelser. Men i dag er jeg lidt vingeskudt, helt ærligt. I den ene ende af værkstedet står det tunge skyts. Et engelsk hjul, en stor Silkeborghammer og den mest avancerede krympemaskine, jeg har set. Bevares, jeg har da set dette grej før, men sjældent hos nogen som rigtig forstod at benytte dem. Michael kan - det får jeg syn for i løbet af dagen.
“Du kan ikke lave noget på de maskiner, som du ikke kan lave i hånden. Med maskinerne går det bare meget hurtigere, og finishen er flottere. Hvis du vil bruge de maskiner, er du nødt til at kunne det i hånden først. Sådan er det bare”, siger han. Jeg tænker på min lille sandfyldte læderpude, hamre og modhold hjemme i mit eget værksted. Næppe når jeg dertil – nogensinde. Michael står med et stort aflangt stykke tyndplade, kigger på det, måler lidt, og går så i gang med at køre det på langs i den store Silkeborghammer. I metallet danner der sig to lange spor langs kanterne, herefter over på en anden maskine, så lidt hamreri på ambolten og igen tilbage til den store maskinhammer. Langsomt, men sikkert opstår der på magisk vis imellem hænderne på Michael et stykke panel som efter et par prøvepasninger på Morgan’en ender med at være helt perfekt. Det er godt dét her – jeg står med savlen løbende ud af min åbne mund og har vejrtrækningsbesvær. Et patetisk syn er jeg sikker på.
Michael forsætter arbejdet i rolige, men systematiske arbejdsgange og forklarer: “Det vigtigste, udover pasning, er at få fjernet alle spændinger i metallet. Ellers vil det stå og give resonans eller i værste fald revne med tiden. Normalt kan jeg fjerne mange spændinger under forarbejdningen, men tit må jeg krympe eller udvide metallet med varme, efter at pladedelene er monteret” – og han tilføjer: “På de gamle biler ser jeg næsten altid, at man har sjusket fra fabrikkens side med at fjerne spændinger i pladerne, og jeg møder ofte mange revner i metallet. Morgan’en hér var specielt slem”. Arbejdet slutter med monteringen af det fremstillede panel, et par hæftninger med CO2-værket og slutteligt den fine afslutning med gas og ilt-værket. Jeg nød det privilegium at få lov at holde panelet, imens Michael foretog det sidste velanrettede slag med en pladehammer for at eliminere de sidste spændinger. “Sådan, så er det kaffetid” – konstaterer Michael, og som en anden praktikant vimsede jeg efter chefen ind i kaffestuen.
I kaffestuen udfoldede en længere snak om klassiske biler sig. Overraskende nok viser Michael ingen tegn på mæthed af klassiske biler, tværimod: Han er stadig stor entusiast. Han har selv blandt andet en Alfa Romeo Spider, Triumph TR4A og en BMW z3. Pagoden på liften er også hans som sagt – og endelig får jeg ud af ham, at Mercedes overskygger alt med hensyn til kvalitet. Som han siger, “der er intet på den bil, der ikke er tænkt over. Men når det er sagt, er Triumph TR4′en min yndlingsbil, den kører bare godt”. På hans ønskeseddel står også en E-type; “Den kører jo ad H til, men dén kan jeg godt lide linierne i”. Også en MGA convertible har han et godt øje til. Det blev til flere kopper kaffe og en meget lang snak om biler.
Ikke mindst fordi vi fik besøg af Michaels nabo Tom, som driver et specialværksted for gamle og nye BMW-biler. Dén snak tror jeg bliver til et andet indlæg, for der var meget interessant i luften den eftermiddag. Tom mente for eksempel, at der findes noget som “historiske buler” – og så er der dem, som bare skal rettes ud! Men som sagt – måske mere om det en anden gang.
Tak til Michael for en lærerig eftermiddag i det imponerende værksted ude på gården. Det var en stor oplevelse for mig, og jeg håber at billederne fra besøget gengiver værkstedet på retfærdig vis.
Jeg bliver helt ærbødig!
Mennesker med et sådant håndelag, bør æres.
Havde jeg blot tålmodighed og talent til halvdelen af dén kunnen…
“Historiske buler” er hermed taget i fast anvendelse :-)
Fede billeder Søren!
Fed, fed artikel. Imponerende håndværk!
Ham naboen, havde han også en holdning til historiske skrammer?
Fantastisk beretning Søren, og endnu mere fantastiske billeder, hvor man virkelig fornemmer atmosfæren! (Hvilket kamera bruger du?)
Det er den slags artikler, jeg kan læse igen og igen, for ud over at nyde vores biler, så er det for mig også hele skabelses-, renoverings- og vedligeholdelsesprocessen af dem, der “tænder” mig (selvom jeg ikke er speciel dygtig til det…).
Jeg er dybt misundelig, for det er jo nærmest en tidslomme, du har befundet dig i!
Her er lidt videoer, om noget i samme stil.
Radiodays: http://vimeo.com/55963268
Time Machine: http://vimeo.com/55908190
Jeg kan anbefale Petrolicious videoer, som andre også har linket til.
Jeg bruger en Fuji X-100, digital, men helt old school uden zoom
Dejlige videoer, med dejlige interviews
se det var et dejligt dagens indlæg!
så kan man drømme igen… tænk at kunne arbejde på den måde istedet for at sidde og hamre i et tastatur og glo på en skærm. (ok det gør viaretro skribenter selvfølgelig også meget af tiden)
da jeg fik hus var det første jeg gjorde at opstille 2 lager-reoler i kælderen til mine stumper.. det giver en ubeskrivelig glæde at have både brugte nye og gamle dele samt pakninger fittings og alt derimellem (både NOS og Repro) så man kan se dem.
forhåbentlig kan delene på sigt flytte i garagen… jager jævnligt patineret “opbevaring” for det er nu engang det flotteste :-)
Endelig en god artikle, var gået kold i jeres nye hjemmeside og havde faktisk droppet den indtil jeg så denne artikel på FB. Mere af dette please. Hilsen Palle B Pedersen
Et værksted er altid et specielt sted at få indblik i! Det er her håndværkets arbejdsprocesser og skaberværk synliggøres for enhver. Det uanset om det er et snedkerværksted, kunstnerens ‘atelier’ (bare et fransk ord for værksted), smedjen eller mekanikerens værksted. Det er her man kan få syn for den faglige viden og de kompetencer, der er involveret i, at frembringe en produkt eller brugsgenstand. I et værksted hjælper ingen ‘snak’, og det kan jo være befriende. Her virker kun arbejdet, indsigten i og den praktiske evne, til at få materialer til at danse efter den menneskelige vilje.
Fint med dette indblik i klassiker kulturens essens.
Er fuldstændig enig med Palle B…
Vi mangler noget “hands on” – nogle beretninger fra redakørernes arbejder med egne biler, noget teknik, racerfortællinger, skrue dage osv osv….
Hvordan går det med Mercedes, Spitfire og Volvoen ??
Alle biler der ikke kan køre… der må da skrues på dem? DET kunne være interessant at høre om ;)
D’herrer, jeg vil anbefale at tage morgenkaffe ved skærmen på søndag…
Fantastisk læsestof (IGEN !) – Jeg har heldigvis selv haft fornøjelsen at møde Michael, da jeg var inde og “sparke dæk” på den i artiklen omtalte DeTomaso. Og hold da op ham Michael kan noget med metal. Mange andre havde nok ladet den stakkelt DeToamso Pantera dø en stille og ikke særlig ærefuld død, men Michael fik bogstavelig talt banket liv i den igen. Fedt at se at der stadig er folk i Danmark som kan yde et ordenligt stykke håndværk, og ikke bare som på de nyere værksteder idag, knalde et stik i bil og computer, ryste på hovedet for dernæst at skifte et print og så udskrive en regning i mange 1000 kroners klassen for det “hårde” arbejde…
Herlig artikel. Lækkert værksted og dygtige folk.
Jeg bliver helt inspireret. Måske man burde lave en artikel fra et meget mere low-buget værksted. Hmm. Måske fra min garage, som gør det ud for alt på én gang. Meget mindre kan jo trods alt holde en gammel bil på vejen – hvis man altså bare skal vedligeholde noget som er i god stand.
Der er også noget dejligt ved at holde det hele på et minimalt niveau. Det er faktisk utroligt så lille værksøjssæt man behøver for de basale vedligeholdelsesarbejde.
Måske man kunne lave en række artikler om værksteder for forskellige budget’er. I stil med klassiker købs-budgettet for 50.000, 150.000 etc.
Utroligt gode billeder i øvrigt. Lækkert!
Her faktisk lidt om Sørens egen bil: http://www.viaretro.com/2012/06/bossanova-picasso-tour-preparation-de-la-voiture-de-framboise/
Tillykke Kai
Du blev kommentar nr. 33.333 på viaRETRO.
Øh, wauu, tak :-)
Er der så en god italiensk øl (de findes) i præmie ;-)
(Volpino)
Så kører pc’en også af viaRetro. Fantastisk.
Hold nu lidt igen med kritikken. Der kommer et indlæg
hver dag. Det koster intet, og er altid relevant i forhold
til den fælles interesse “Retro”. For mit vedkommende, er
dagens indlæg, det MINDST spændende indtil nu.
Men det er da STADIGVÆK absolut værd at bruge tid på.
Og det er stadig GRATIS.
Husk vi er vidt forskellige, og har forskellige præferencer.
Det nogen sukker efter, vil kede andre.
Med den nye redaktion. Tror jeg alsidigheden bliver
bedre end før, og kvaliteten højere. Tænk at skulle præstere
et indlæg hver dag. det har Claus gjort meget længe.
Nu skal det have tid til at udvikle sig.
Godt håndværk er altid eb fornøjelse at være vidne til. Dette gælder så for personen som er på værkstedet, og artiklens forfatter.
De kan godt køre!
Bare ikke perfekt, vel? Eller ret længe. Og det kommer jeg tilbage til. Ja, nu var lige de tre nævnte biler jo nogen JEG har noget at gøre med…
Men bortset fra det, så har Vincenzo ret: Vi er forskellige – og det er stoffet også. Så længe vi laver ét indlæg om dagen, så kan viaRETRO ikke gøre ALLE tilfredse. Hver dag. Men alle emner bliver stadig dækket af. Over ugerne, som tiden går. Der er ikke ændret på indholdet.
Og lidt mening er der jo også i galskaben: Linien i 2013 er, at vi alle skal have en klassiker. Thi det er bedre end ingen klassiker. Og det emne kommer vi tilbage til. Igen og igen. Fra flere vinkler. Og HELT nye, stol på mig. Det er den 10. januar, og vi har kørt knap to uger. Husk tilbage på, hvordan det var at renovere jeres biler, tak – så tror jeg den rigtige tidshorisont vil indfinde sig lige så stille.
Ovenstående billeder betog mig meget: Jeg nyder skønheden i dem. Historien. Michaels evner. Men jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle stille op med al hans grej. Ja, jeg ville nok bare ødelægge noget, hvis jeg rørte ved det. Det taler i øvrigt for hans beskedenhed, at jeg sad overfor ham hele aftenen til Biler og Mad-arrangementet (http://www.viaretro.com/2012/11/biler-og-mad-og-venner-motorhygge/), uden at han på noget tidspunkt nævnte, at “jeg har da i øvrigt Danmarks bedst udstyrede værksted” eller “dem der ikke kan selv burde tage sig sammen!”.
Jeg kan ikke selv: Volvoen mangler en aftrækker før bagbremserne kan blive godkendt, Mercedes’en får en anden motor og begge dele tager en mekaniker sig af. Men OK – Spitfiren tør jeg godt selv involvere mig i. Sammen med Per, en af de andre ejere, i hvert fald.
Hvilken kritik?
Claus – Jeg nævnte dine biler fordi det er dem jeg har fulgt med i nu igennem mange år efterhånden. Og endnu ikke kender meget til dine Via Retro partneres biler….
Og da jeg selv er en “skruer” og “kører” frem for en drømmer er min mening, et udtryk for at jeg gerne vil høre mere om det praktiske. Jeg ved det ikke kommer hver dag, og når der ikke er noget der interesserer mig – ja, så kommenterer jeg ikke.
Men jeg elsker gamle biler og det liv der er omkring der er omkring disse, og især de biler jeg selv har en realistisk chance for at eje og køre…
Biler til 400.000 er ok at kigge på, men jeg er nok af den overbevisning at jeg hellere vil eje 5 fede (i min verden) biler end een bil som jeg knapt tør bruge af frygt for buler og fugt de forkerte steder når det regner….
Alle mine biler kører det meste af året og det har jeg det fedt med. det indebærer noget skruen.. det har jeg det også fedt med – noget mere end andet….
Fordi man ikke selv skruer vil det stadig være interessant at høre om fremskridt – eller mangel på samme – om din Mercedes eller noget mere teknisk om din Spitfire motor..
Motor Retro var fantastisk, og det tror jeg også ViaRetro bliver når i får gang i nogle – i mine øjne – lidt mere jordnære artikler….
Jeg følger med her :)
Tak skal du have, Palle. Der bliver altså også noget til “skruere”, og Søren har allerede løftet sløret for, at der kommer noget på søndag.
Og så drømmer jeg ellers videre: Om at jeg snart får noget at køre i igen…
Åh, jeg tror Vincenzo sigter lidt til de dér småfornærmede ytringer om at dette eller hint emne ikke interesserer ‘prinsessen’, de er heldigvis få, men jeg har også selv lagt mærke til dem – og når man så får serveret artikler som i de sidste par dage, tjah ærligt talt . . . de sku’ skamme sig ;-)
Og som sagt mangfoldigheden er stor, også indenfor denne læserskare, betragt det som en styrke og lad os glæde os over dag efter dag at få udvidet horisonten.
f.eks. anede jeg ikke noget om en ‘Silkeborghammer’, aldrig hørt om det før, men jeg kan tyde at det må være den afbillede kantbøjerting oder hur –
dette forkælede menneske her kunne nu godt tænke sig at der var bare en lille smule forklarende tekst til de fine billeder . . . hvad er flammen, hvad laver den?
Tak til Søren for et fantastisk indblik i denne verden. SuperRetro
Jeg var faktisk ved at skrive et indlæg som Palles imorges.
Det er sjældent at jeg finder emner som er mig så vedkommende som dette.
Hjulet læste jeg straks som “Det Engelske Hjul”, som er et ikon for os som laver karosserier selv.
Hammeren er endnu mere vigtig og uundværlig ved karosseriarbejde.En “Silkeborg hammer” er en maskindreven hammermaskine, som, i de rigtige hænder supplerer Hjulet med spændende muligheder.
Flammen er menneskets bedste ven når flader skal stå stramme og uden “flimmer”.
Jeg arbejder for en rigtig god ven som jeg har kendt i hen ved tredive år. Vi delte et hus dengang og går stadig godt i spænd.
Hans, pænt store, maskinfabrik kunne ikke tåle krisen og da efterspørgslen på hans fyldemaskiner og industrianlæg faldt, måtte han lukke.
Nu er han begyndt på ny og jeg har siden November hjupet med at indrette hans nye virksomhed i mindre lokaler. Der er drejebænk og fræsere. Der er smedeværksted med alt i svejsemaskiner.
Ud over at servicere de mange industrianlæg med hans navn på, tænker vi på at lave sjove og spændende ting som meget vel kan involvere mit Hjul og Silkeborg hammeren.
Jeg er sikker på at Palle bliver “høj” af at se de mange flotte billeder fra værkstedet som denne tråd handler om. På mig virker det i hvertfald.
Det er himmelen, eller Alladins hule, eller drømmenes mål, eller stedet hvor alle muligheder står åbne.
Måske er det godt at vi ikke får mere af den slags end vi gør…….
Søren gik bogstaveligt talt i luften for et øjeblik siden, og er altså i en slags cyberspace. Men jeg nåede at få en sms fra ham om at han gerne vil sætte ord på de forskellige apperaturer, som man ser på billederne herover. Når han kommer ned igen.
Ser frem til søndag, og skuf os nu ikke med hvordan en amatør skifter tændrør.
Lad os få lidt teknik, metoder , problemer og løsning af dem. Lad os komme ind under huden på vores hobby.
var det ikke dig der havde finmekanisk værksted på Nordisk Film for 3000 år siden?
Tilbage i 50 og 60′erne, stod der jo en Silkeborghammer på næsten ethvert pladeværksted i landet. Det var dengang man jo reparerede en skærm, en bag eller frontklap etc.
Med tiden gik mange pladesmede jo over til at blive reservedelsudskiftetere på bilerne når der var opstået trafikskader og satte bare en ny skærm etc. på bilen.
Det medførte så at hammerene blev kørt til skrothandlenerne for jernprisen op gennem de næste mange år, så idag er der ikke mange tilbage.
Silkeborghammerens moderne pendent er f.eks Eckolds kraftformer (www.eckold.com), de kan så noget mere, men der skal smides ca. 250.000 kr før man er i luften, med en maskine plus passende tilbehør.
Dem står der mange af på de små Italienske karosseri værksteder jeg besøger når jeg er på de kanter. Så de moderne bruges hvis man laver karosseri på fuldtid.
Silkeborg hammeren er som af Fritz og Uno forklaret, en maskinhammer som erstatter den håndholdte. Den er motordrevet og der udskiftes og monteres mange forskellige værktøjer alt efter opgaven. Den har fået sit navn i Danmark efter byen hvor disse maskiner blev produceret. En svensk fabrikeret model var populær hinsidan og havde navnet Jönsson hammer. Der fås mange forskellige versioner på markedet i dag, og nogle mindre til mere hobby betonet brug. Dén der står i MIchael’s værksted er en stor, gammel og meget fin én af slagsen, og det er på den han arbejder med det lange panel. De to spor han laver er til at lave det skarpe buk senere. Da Panelet har en krumning kan der ikke benyttes en normal pladebukker, så derfor benyttes Silkeborg hammeren i dette tilfælde.
Den lille flamme på Gas/Ilt værket er såmænd bare en stand by flamme. Med den tændt er det altid nemt at tænde selve svejsehåndtaget når det skal bruges. Simpelt, praktisk og med sin egen skønhed.
For én som jeg, der ikke har ret meget forstand på alt det værktøj, må jeg blot sige én ting: Dybt fascinerende!
Superfin artikel og rart at se så mange af jer komme ud af garagen og fortælle at i kan lide at få sorte negle. Selvfølgelig skal der være masser af drømmebiler her på Viaretro og interessen for gamle biler spænder jo vidt, fra at læse og drømme om dem, til at renovere dem selv. Os der renoverer selv, skal jo også have nogen at sælge klenodiet til, når vi går igang med den næste. Vi er nogle stykker der får vores navn trykt med rød skrift på vores indlæg og hvis i klikker på navnet er det et link en blog eller hjemmeside, hvor i kan se hvad “folk” går og pusler med.
- Nu vi er inde på emnet håndværk….. Så nyd lige denne video fra Aston Martins fabrik i Newport Pagnell anno 1985:
http://www.youtube.com/watch?v=6TqWHcMuoC0
Niels Birkemose spørger om jeg var på Nordisk Film for 3000 år siden.
Jo, jeg startede med at passe kamera afdelingen. Overfor, på den anden side af gårdspladsen lå et lille hyggeligt værksted på hjørnet som alle måtte passere for at komme i marketenderiet.
Jeg begyndte hurtigt at små-kede mig i mellem kameraer og Zeiss optikker, så jeg overtog det lille værksted, næsten som hippierne overtog Christania.
Der kunne jeg udfolde mig.
Jeg lavede specialeffekter for Bahs. Kæmpe store dekorationer til ElevaToeren. Dele til min Guzzi racer. Kameraophæng til specielle optagelser. og selvfølgelig reperationer og vedligehold af det af Nordisk Films udstyr som den efterhånden store skare af teknikere ikke ville eller kunne røre.
Appropos Bahs. Den hyggelige og meget teknikinteresserede mand, fandt stor fornøjelse i at vise mig frem for sine gæster og andre han mente kunne værdsætte en “smed” der lå lidt udenfor det sædvanlige film og TV miljø.
Især var han interesseret i min Riley racer som blev bygget på i de mange timer jeg skulle være stand-by under filmptagelser og selvfølgelig vores fredags live program.
Den har, med andre spændende ting stået gemt væk mens jeg passer min karriere som historisk racerbil-chauffør.
Der kommer til at stå BAHS på den når den bliver færdig, til minde om et godt menneske som jeg har lært meget af og glæder mig næsten dagligt over at have kendt.
Jeg fulgte med cheferne og nogle studieværter da de gik fra Nordisk Film i vrede i halvfemserne.
De startede Skandinavisk Film Kompagni, og vi leverede God Morgen Danmark i tolv år.
Udover min “sædvanlige” tjans som smed og mekaniker, fungerede jeg nu mere og mere som rekvisitør og havde endda lavet scenografi til bla. et par af TV2′s Nytårs shows og nogle store talk shows med Jarl og et par med Ole Steffensen.
TV2 fratog os vores God Morgen Danmark program og firmaet blev senere solgt til et nyt fremadstormende produktionsfirma. Jeg nåede at arbejde for de nye indehavere i et par år før jeg, som en af de to tilbageværende fra det oprindelige Skandinavisk Film Kompagni, blev opsagt og erstattet af et par yngre og forhåbentligt ihærdige mænd.
Min tid i TV og film branchen har givet mig mange fornøjelige oplevelser og masser af sjove opgaver.
Jeg kan med glæde konstatere at jeg var med da det var sjovt og givende.
Der er stadig en utæmmet trang til at skabe og “rode” med ting og jeg er sikker på at der bliver rigere muligheder for at mætte denne trang efter jeg har forladt den, efterhånden, anæmiske TV-branche.
Godt indlæg!
Det er imponerende at, hvad nogle folk kan af gammelt håndværk – gad godt jeg kunne.
Til gengæld skal man passe på med, at være efter de yngre “reservedelsudskiftere”. Jeg er lærer på teknisk skole og underviser ud fra en bekendtgørelse udfærdiget af mænd i mine forældres alder (jeg er kun 34..) De bestemmer, hvad ungdommen skal lære! Fx er der intet karrosseriarbejde tilbage i mekanikeruddannelsen… Så måske der skal kigges indad nogen gange.
Det var nemlig et rigtig fint værksted du der havde. Jeg kom på Nordisk Film da jeg begyndte at lave tv i slut 80érne. Jeg besøgte dit værksted flere gange og husker specielt dine super lækre Guzzier. Jeg havde en Laverda 3C (uha, den lød godt) og en af mine gode venner var fotograf på Nordisk Film kørte Laverda 1000 SFC. Hvor har du værksted nu og hvad arbejder du på i værkstedet?
Absolut fantastiske videoer! Se også den om den gule Ferrari. Et interessant citat fra filmen: “man ejer ikke en klassisk bil – man passer på den en tid – og bliver en del af dens historie, indtil den næste tager over”. Giver super meget mening – i min verden:-)