De to alfatosser Søren Navntoft og Jan Paustian har et fælles projekt. Sammen her de købt en Alfa Romeo Giulia Sprint fra 1962. Efter et omfattende rustarbejde er karossen nu kommet retur fra maler, og selve monteringen af bilen kan begynde. Altså lige bortset fra at alle dele skal renoveres inden de kan monteres.
Via RETRO følger projektet og i dette første indslag om genopbygningen af bilen, skal vi høre de herrers tanker om hvordan bilen skal restaureres – skal den være så original som mulig, hvad må man ændre på, må man for eksempel sænke den bare lidt og hvordan bevarer man bilens patina.
Sikke dog en herlig video. Det lyder til de 2 unge herrer vil gøre det på den helt rigtige måde. Jeg er fuldstændig enig med deres tilgang til det.
Held og lykke med projektet – det bliver super spændende at følge!
Spændende indslag.
Jeg kan se nogle udfordringer, i at stå med et rent “lærred”, og begynde at sætte dele på som haft en kærlig ejers opmærksomhed, kontra den nedslidte bil.
Det kunne være interessant at se udgangspunktet.
Hej alle
Det glæder jeg mig til at følge da det er en af verdens smukkeste små GT biler. Jeg selv har desværre ikke råd til en, men man kan jo drømme.
Tag endelig Søren Poulsen i Egå med ind i et senere klip, han har netop færdiggjort en restaurering af fuldstændig samme bil også i hvid, helt ned til selv at sy læderinteriøret.
En anden god inspirationskilde kan være Akitaman på ARBB der i flere år har renoveret/opbygget en Giulia GTA og dokumenteret det med mange diskussioner om hvad man kan og ikke kan godt suppleret og i dialog med en stor læserskare på sitet.
Til sidst lige et spørgsmål til kameravinklen. Det virker som om alle kigger nedad til et lavtsiddende kamera, ret ryggen og det ser lidt mere naturligt ud, er det moderne TV stil – eller er det bare mig ?
Disse udseendelser er fantastiske at cykle til på min kælder cykeltræner. Jeg har monteret et bord foran med macbooken på og så kan jeg cykle, se og kommenterer medens jeg motionere – det er koldt og glat derude……..
Ja, herligt med en sådan føljeton. Det giver det mere moviation at få lavet egne projekter – herunder min nyeste Alfa Duetto Spider 1750 Veloce fra 1968. Skal selv igang i kommende uge med at få afmonteret de sidste smådele, og da går turen til pladesmeden. Den mangler ca. 40% af rustarejdet ( ca. 1 uges arbejde), og da står den på malerarbejdet til februar. Målet er at den skal køre til et arrangement i maj 2013, og det gode ved dette projekt, er netop at mange dele kan monteres som de er, og senere hen opgraderes – kun karosseriet bliver lavet helt 100% med det samme – alt andet over tid, for nu er det vist tid for undertegnede at få en kørende klassikker..
Mange af Jan & Sørens overvejelser kan jeg nikke genkende til, bl.a. er patina det nye sort, og målet skal ikke være en concour a la MB fabrikkens gamle sølvmåger. Også ideen med at modificere på den tekniske del er helt i Alfisternes ånd – de originale dele kan jo altid genmonteres hvis ny køber vil have den som udstillingsgenstand.
Jeg vil se meget frem til at følge føljetonnen, og ser også frem til et evt. værkstedsbesøg her i det nye år, for nu lige at kigge div. detaljer..
Også spændende med disse videoseancer, det løfter det hele op på et højere plan,
keep up th e good work, og se frem til de ca. 1.000 timers kvalitetstid der ligger forude, førend i ruller den første tur..
Paustians og Navntofts overvejelser med Guilaen makes perfect sense. Vi kommer omkring nogle grundliggende tanke omkring formålet med at restaurere en klassiker.
Det ligger åbenbart i nogle personlige valg, som egentlig primært er smags præferencer. Altså overvejelser over, hvad der er smukt og hvad der er grimt, hvad der fungerer brugsmæssigt og hvad der er i balance ikke alene komponenterne imellem, men også historisk. Ikke som absolutte distinktioner, men netop som noget, der udspiller sig i et kontinuum mellem for lidt og for meget. Altså i smagen. Under det hele ligger den håndværksmæssige kvalitetsvurdering, der ganske enkelt er grundlaget for hele projektet.
I det hele taget er det vel svært at lade noget som helst være patineret når selve karossen er 100% perfekt og nyrepareret. Det var nemmere hvis lakken var den oprindelige pæne men patinerede. At få balance må være svært. Bliver super spændende at følge…
Jeg brugte 12 år på restaureringen af en Austin Healey BN1, og ikke en Giulia, som ovenfor. Jeg mener, at kunne forstå Paustians og Navntofts overvejelser i den lange proces af valg og vurderinger.
Eneste væsentlige forskel er måske, at jeg ikke selv havde de faglige håndværksmæssige kompetencer til at udføre arbejdet. Og det er åbenbart en væsentlig dimension ved forståelsen, indsigt og viden om en klassiker (tænk bare på pladesmedens verden, den anden dag). Det er ligesom at kunne skrive på sin MacBook og samtidig ikke være i stand til at programmere noget som helst på den. Man skriver i andres sprog og koder, på deres viden, uden selv at beherske denne viden. En slags anden grads analfabetisme. Og sådan er det også med den viden og praksis, der ligger i håndværket.
Det eneste, der kompenserer det ikke at kunne udføre et håndværk, er viden om, hvordan det udøres, og hvorfor man gør, som man gør. Hvis man vil klæde sig som en Gentelman, altså både forstå, for derefter, at kunne følge herremoden, så anbefaler Bernard Roetzel jo ikke, at man skal blive sin egen skrædder, men derimod, at man skal tilegne sig en viden – og dermed historisk indsigt i – udviklingen, balancerne og komponentsammensætningerne i herremoden. Altså: at man tilegne sig herremodens sprog. Idealet er ikke, at sætte sin hat som man vil (jeg gør som det passer mig), men at vide noget om de regler, der foreskriver, hvilke hatte man vælger og hvordan man sætter dem i givne sammenhænge.
Og det er sådan jeg hører Paustian og Navntoft. De trække hele tiden grænser op i forhold til formålet med restaureringen. f.eks. i diskrepansen mellem gammelt eller nyt krom i relation til karrosseriets nye lak. Her er der ikke noget entydigt svar, men en hårfin balance mellem komponenterne, som jo skal finde hinanden i et samlet udtryk.
Indtil fornyelig har jeg afholdt mig fra at lave risotto. Faktisk en meget simpel ret, men forbandet svær at få rigtig. Og det handler først og fremmest om to ting. Om balance i smag og i konsistens. Og det er ikke smags balancen, der har afholdt mig, men derimod balancen mellem den fløde- og cremeagtige konsistens kombineret med den rette indre fasthed i riskornene. At få det rigtigt, kræver håndværksmæssige kunnen og viden om de fysiologiske regler ingredienserne er underlagt, samt en total respekt for selve tilberedningsprocessen. Igen: man kan, når det gælder en risotto, ikke sætte hatten, som man vil, men må følge reglerne, som andre før end selv, har brugt generationer på at udvikle.
Ligesom med en god risotto, så kan man åbenbart lære noget af Paustian og Navntoft. Nemlig helt banalt: at man ikke alene skal vide noget om det man har gang i, men også respektere denne viden og erfaring, der foreligger. Man kan smide en V6′er i, en anden gearkasse eller skifte styrestøj til hvad som helst. Man kan altså sætte sin hat som man vil. Eller sagt på en anden måde, man kan bygge en bil helt efter sit eget hoved. Men man kan bare ikke få begge verdener på en gang. Enten bygger man sin egen bil, eller også restaurerer man en klassiker – med alle de overvejelser man kan gøre sig på baggrund af den viden, man har om sådan en Giulia Sprint sag. Man skal først vide, hvordan en risotto skal være og hvordan man tilbereder den, inden man kan lave sin egen.
Så er det da godt jeg ikke har kastet alle mine 101 stumper i jernkassen Det kunne jo være at de herrer skulle tage en tur forbi Esbjerg For jeg har nogle dele som er klargjordt til en sådan bil som bare ligger og venter på at blive solgt
Men god fornøjelse med samlingen det kan give sved når en bestemt del mangler og ikke lige er at finde
Nu er jeg ikke den store renovateur men derimod bare interesseret amatør. Jeg har på grund af min evige svaghed for at komme rundt til forhandlere og kigge på gamle biler til salg meget ofte faldet over restaurerede biler hvor jeg siger åh nej hvorfor tog de det valg.
Lige som med tøjmode er der ting der passer bedre sammen end andet, men langt hen ad vejen drejer det sig jo bare om personlig smag hos den der beslutter sig for en renovering. Ofte er det tydeligst i valg af farve når bilen skal lakeres, metallic eller ej, original farve eller ej, men så kommer interiørvalg, stof eller læder og hvilken farve, tæpper eller gummimåtter, så valg af fælge, stål eller letmetal, originale eller aftermarket, så kommer man til kofangere og fremtræden, sport eller citylife, dvs. kofangere eller ej, sænket eller ej, sportsudstødning eller ej, bredere dæk eller ej, ekstra forlygter eller ej, go faster striber eller ej, så er der motoren, opgradering eller ej, luftfilter eller trompeter og helt ned til farven på tændkabler, sprinklerpose og klistermærker.
Det hele kan vel koges ned til om man vil have bilen korrekt i forhold til dens egen fødsel eller men vil have den til at ligne en tilsvarende korrekt bil hvis man ikke kan lide den oprindelige farve og indtræk og så til den mere frie fortolkning hvis man har en favoritfarve man altid har drømt om at have en bil i og måske elsker rødt læderindtræk.
Et godt eksempel er den flotte Lotus Elan +2 som Stelvio har til salg. Den er netop blevet lakeret i two tone lakering dvs. burgundy med hvid/sølv tag. Jan og Daniele siger de har gjort det fordi den gule originalfarve var meget slidt og de fandt den røde farve kombination passede rigtig godt til bilen. Jeg har læst at den totonede kombination blev indført på de senere Elan +2 S130 – big valve modeller for at adskille dem fra de normale modeller. Mange fik derefter deres normale Elanner malet totonet medens senere mange fik malet deres totonet ensfarvede fordi de bedre kunne lide dem i en farve. Der hersker en del diskussion i Lotuskredse omkring dette punkt da man åbenbart kunne bestille begge dele hos nogle forhandlere der så selv efterlakerede bilerne. Når alt kommer til alt betyder det nok ikke så meget hvis farven spiller og det gør den på Stelvios Elan og så den jo også senere fået big valve installeret og så passer historien igen.
Jeg har netop set på en anden bil der er blevet lakeret i en utrolig flot mørk farve, men hvor ejeren så har indsat helt nyt hvidt velourindtræk i bedste mening for at skabe kontrast siger han. Jeg synes det er en kende for feminint og hvor ville den da havde været flottere i mine øjne med et brunligt læderinteriør, men det er jo bare smag og behag og vel egentligt også et spørgsmål om penge. Jan siger det egentligt meget godt med bemærkningen om at det gør ikke noget at ændre noget der nemt kan føres tilbage.
Især hvis originalpolizei banker på døren med en arrestordre eller bilen skal sælges til en fra korpset.
Kan den ikke kører i Klasse E , altså 61 klassen ? ;-)
Hatten af for Jan & Søren – og alle de andre der giver sig i kast med et sådant projekt.
Det må være fantastisk at kende sin bil ud i hvert enkelte hjørne, hver en skrue og del når den en dag kommer på vejene – det er en del af rejsen.
For nogle …
For andre som mig så vil jeg ikke have tålmodighed til at tage den lange rejse. For mig er det rejsen i sig selv bag rattet. Og endda, rejsen og drømmen om hvilken bil der skal afprøves næste gang.
Patina er det nye sort – og det er jeg taknemmelig for. En Pebble Beach restaureret bil vil jeg nok aldring komme til at eje, det bliver der lidt for meget botox, fedtsugning og ansigtsløftninger over for min smag.
Så hellere en model der fortæller en historie med sin patina – som en smuk kvinde :-)
p.s. og hatten af for Niels – skønt med videoindslag (det nye sort indenfor kommunikation)
Enig i det med smag og behag.
Men, gad vide om ‘originalpolizei’ overhovedet findes, eller om det bare er en modstander, man selv opfinder, fordi den/dem man er uenig med, skal have et navn.
Hvis nogen har som ideal, at en bil skal restaureres tilbage til den (tættets mulig) bil, der forlod fabrikken, så er dette ideal vel ligeså legitimt, som et hvilket som helst andet synspunkt/ideal.
Som jeg hører Paustian/Navntoft så snakker de sig bort fra dette enten/eller – og gør det til et spørgsmål om et kontinuum, et spørgsmål om balance komponenter imellem, og derfor til et smagsspørgsmål.
Uhmm! Lækkert karosseri i har der, Søren og Jan … forstår godt i pudser forsigtigt rundt i kanterne ;-) . Ja – det er det lækreste sted at være nået til, når det går den vej .. selvom al mekanikken stadig skal gennemgåes stump for stump.
Men psykologisk, er det et godt sted at være nået til. Nu er der noget at kigge på, som langsomt, men sikkert, efterhånden bliver mere og komplet … og færdigt.
Det bliver spændende at følge, og se valgene i træffer undervejs. Jeg ville absolut heller ikke kunne montere anløbne kofangere, håndtag, scudetto m.m., eller mere eller mindre glasblæste lygteglas og ruder på den karos som den står der ;-)
Der er altid gråzoner, og forskellige meninger, – men her er det jer der træffer beslutningerne. Jeg mener ikke der er nogen egentlig opskrift, som til en risotto eller souflé, men hvis det gøres håndværksmæssigt ordentligt, af folk med “god” smag, og udfra kærlighed og entusiasme, og får lov at tage den tid det tager, så har jeg en god fornemmelse for at slutresultatet bliver “rigtigt”, – uden endda at kende d’herrer personligt.
Og så synes jeg bare det er en herlig vinkel at få på viaretro.
Ikke på nogen måde negativt ment, – men bare et dejligt “modstykke” til den tiltagende “If it aint broke, don’t fix it” – trend, eller moden med at købe en klassiker, for lige at prøve den en kort periode, og kunne sige og skrive man har ejet sådan en – for derefter hurtigst muligt at få den solgt igen, inden noget risikerer at gå i stykker, så det bliver “en dårlig forretning”.
Jeg tror denne form for entusiasme, som videoen her, og værkstedsindlægget forleden formidler, stadig også har en interesse blandt mange af læserne.
Også uden man selv behøver at dyrke den, til yderste konsekvens – interessen og respekten er nok… – respekten for dem der hygger sig med det, også selvom det tager den tid det tager :-)
Patina, ja den er svær!
Nicolaj den kan sagtens køre med i 61 klassen Men så skulle man nok ikke lave så meget finisharbejde Men på danske baner vil den næsten være ubrugelig for bremserne vil køre varme Der har jo været et par stykker ude at køre i Danmark Per Wistoft i en nok ikke helt korrekt 1600 sprint og Lennart Henjer i en 1300 nok mere korrekt ham må du da kende fra Forbudssverige hvor han nok har kørt sportvognmeeating de sidste 15 år ifølge han siderudereklame 1600 sprint kan er vistnok stadig til salg se gammel omtale i arkivet
har den ikke været rød,og ejet af en alfa mekaniker fra amager,som nu er død,under alle omstændigheder vil den kunne køre i 61 klassen,det gjorde den røde også,jeg har også 2 biler der skal renorveres den ene er en mile miglia fiat 1100 s,den står i italien endnu,og den anden står i england,og er en lea fransis 2,5 sport,begge biler skal have hele turen,men kun rust,er der nogen der byder sig til,for en fornuftig timeløn,begge biler har stået stille i over 10 år
kapelmesteren
Usædvanlig lære biler, Niels. Her et billede af en Lea Francis:
http://www.flickr.com/photos/robertgrounds/6069852477/lightbox/
tak for din fine biled serie,det var intersant,jeg har prøvet at tælle alle de ældre biler der fremvises ,og jeg er kommet frem til at næsten 75% af de ældre viste biler har jeg haft,du må ikke regne de gamle racere med,den eneste gamel racer jeg gerne vil have fingrene i er ERA
i forbindelse med alfaen sprint,har jeg ejet en sprint speciale,som auto bang junior købte af mig gennem danwing automobiler,og en anden af mine biler er omtalt under masseratien til 17.000 euros,nemlig min gamle db 4 som blev solgt tilhans classik cars,som havde være ejet af bent mejding før mig,og som jeg lod stå hos åge olsen,da der ikke var andet end trubbel med den,hvad med at finde et biledet af fiaten 1100s den er sjælden,jeg købte den for at være med i mile miglia,og der hvor claus skriver om mm har han taget et bilede af fronten på en rød 1100s
kapelmesteren
Fin video men “alfaister”! Det skurer i ørerne på en alfist…
Glæder mig til at følge processen. Har selv en GT Junior karosse stående, der skal have hele turen….
Herluf , da jeg kørte Mini på Knutstorp i 2010 kørte jeg mod sådan en Alfa i rød. Den kan ses på onboard videon fra minien her. https://www.youtube.com/watch?v=ZhCIiI5swkE
En risotto har ingen opskrift, forstået som en fast ingrediens liste. Risotto kan næsten laves med hvilke som helst ingredienser. Det kræver derfor viden, smag og traditions forståelse for hele det italienske køkken, at lave en risotto. Ligesom det kræver viden, smag og forståelse for en Giulia, at skrue en Giulia godt sammen. Nogle restauranter er bedre til det end andre, nogle kokker forstår det bedre end andre. Og med hensyn til Paustian/Navntoft, så er det interessante netop: at de ikke beskriver projektet, som et enten/eller – eller som noget der foregår efter en fast opskrift.
Et nymalet karosseri har ingen patina. Patina kommer kun gennem brug og slid: ved stenslag, støv, vask, sollys, ridser og skader over tid. Hvis man stiller en nyrestaureret bil på et museum, får den ingen patina. Den kommer kun gennem brug. Og en bil skal naturligvis bruges, det er jo pointen med den.
Jeg beholdte det meste af kromet, lygtekranse, spejle, kølergrill o.s.v.. altså med komponenter med patina – og med hensyn til lygtekransene direkte forkerte, da de stammer fra en MG B og ikke en Healey. Mine overvejelser gik på, at bilens mange patinerede dele ville hjælpe til med at tage glansen af den nye og alt for perfekte lakering. Med en Giulia ville jeg nok gøre som Paustian/Navntoft, da sådan en Giulia ikke er nær så primitiv og simpel som en Healey 100, men langt mere middelklasse elegant. Hvorfor patineringen af komponenterne må følges ad.
Det er en sjov balancegang. Nogle kan jo slet ikke leve med hverken spor efter vaskebørster eller sten – eller falmet lak. Men – jeg vile til hver en tid hellere have en lettere falmet originallak fra 60′erne end en perfekt nylakering. Man må godt se bilen har haft et liv – og fortsat har det. Jeg tror desværre ofte nogle lader biler lakere for andres skyld – fordi de er bange for at blive “mobbet” af mennesker, som ikke rigtig har et forhold til biler på dén måde – og kun opfatter en bil som et transportmiddel – som naturlgivis helst skal være “perfekt”.
Kapelmesteren tænker nok på Giulietta-Franks gamle bil, som jeg har skrevet om før. Og som OGSÅ blev filmet, i øvrigt – her: http://www.viaretro.com/2011/08/video-test-af-giulia-sprint/
Den er så vidt jeg ved stadig til at købe, den bil. Og det vil nok være noget klogere end at bruge Søren og Jans fine karosseri!
Lennart Henjer har jeg også kørt mod på Ring Djursland for mange år tilbage. Jeg ved ikke om det var bremserne der drillede ham, men jeg var i hvert fald lige så hurtig i Spitfiren.
Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det bare en smuk vogn, sådan en Giulia/Giulietta coupé. Og hvis man vil køre race i sådan en, så synes jeg ikke man skal holde sig tilbage: Den vil være et kærkomment indslag på banerne.
Åhjo, Original-Polizei findes!
Det glæder mit gamle skrue-hjerte at I finder vores projektet interessant og seværdigt. Ikke mindst interessen for at diskutere den fine balance i at opnå det harmoniske og funktionelle i en bils genfødsel.
Pryds, dine reflektioner er næsten af poetisk art, og går fint i hånd med det skønne i at vække en gammel klassiker til live igen. Risotto er jo genstand for megen teknik snak, og for de fleste også grunden til at de afholder sig fra at fremstille den selv. En misforståelse, i mine øjne, for en Risotto kan fortolkes. Her en parallel til det med at skrue på gamle biler…kom igang derude, det kan gøres på flere måder.
Hvis vi derimod taler om en Ceasar’s Salat, så er det efter min mening kun én, og netop kun én facon. Men det er en helt anden snak.
Herluf, tak for information om dit lager af 101 dele. Det vil jeg bestemt tage kontakt til dig om.
Jeg vil gerne åbne dørene op til værkstedet og byde på en kop kaffe og syn for sagen i løbet af projektet. Det ville være endnu en glimrende anledning til at møde hinanden i den virkelige verden.
Bare rolig, Audien og jeg ruller forbi, en dag….
var det mig i den gule sportsvogn,fairthorpen kan ikke huske
kapelmesteren
Okay Claus! Har de nogle flotte uniformer på – eller sniger de sig bare ind på én i civil??
Spændende video, perfekt kombi med et glas rødvin efter et par timer i garagen med E-typen. Det med at beslutte standen på de dele, der skal monteres kan planlægges nok så meget på forhånd, men det giver ikke sig selv, før karossen står der som den gør nu. Så kan i holde hver enkelt del og og sige ja eller nej. I gør det i den rigtige rækkefølge, karossen først. Det er langt mere motivernede at renovere alle delene, når den færdige karosse står og kalder…
… mange gør det omvendt, men det er nok mest fordi de skubber det trælse rustarbejde foran sig.
Jeg glæder mig også til at følge projektet fra skærmen.
Niels …hvad koster sån´ Fiat 1100 s? Du får aldrig kørt det Mille…. ;-)
Paradoksalt nok kan de tit kendes på, at de ikke selv kommer i klassisk bil.
Uniformerne arbejder vi stadig på.
Fin video, spændende bil – jeg glæder mig til mere !! Og til at se, hvordan I takler den svære balancegang mellem patina og overrestaurering… Selv er jeg også meget tilhænger af førstnævnte !!
Ha, ha Lars. Nej det er ikke moderne tv. Jeg har lidt mange bolte i luften når jeg er ude at filme ene mand. Det lidt lave kamera i to-skuddet med de to herrer var nu helt planlagt, men at Søren var kravlet lidt højt op i hjørnet var jeg ikke lige opmærksom på. Jeg lover at stramme op fremover:-)
Niels, jeg er generelt ikke meget til videomediet og Youtube, men det du har vist på ViaRetro, er ved at ændre min opfattelse.
Teknikken kan jeg ikke kommentere, men indholdet, formidlingen, gør du virkelig godt.
Fantastisk projekt de herrer… og hatten af for den nye dimension, som Niels’ videoindslag hiver siden op på!
Min 5 års renovering af den dengang trætte Spider, er blevet meget lig det, som Søren og Jan umiddelbart stiler efter, da den er lavet 100% i karossen, men efterfølgende har fået genbrugt de gamle originale dele, hvis de havde slid men var intakte… Så bidrager det med den patina, som karossen af gode grunde ikke har efter renoveringen!
Jeg glæder mig rigtig meget til at følge dette projekt, og inden længe kan vi vel se dem på DR2 eller DK4, når de får øjnene op for den mulige seerskare? (At dømme ud fra de tomme danske kirker, så må der da alt andet lige kunne lokkes nogen flere folk til skærmen med denne type indslag, end med de sædvanlige niche-programmer om kirkeklokkernes eller præstekjolernes historie…?)
Tak for godt indslag
God video og imponerende projekt – er dog lidt spændt med hvorledes 2 “kokke” enes om det hele, men det lyder til I er i fint spænd med hvad og hvordan det skal gøres, og kan snakke Jer til rette om tingene, hvis nødvendigt.
Respekt, og held og lykke herfra – glæder mig til flere opdateringer :-)